Det er altså SNYD!

Jeg har lige puttet et barn, som var meget børnefornærmet.
Faktisk var han så fornærmet, at jeg også endte med at blive det - for havde vi ligesom ikke aftalt, at man bliver nødt til at komme ud af busken, hvis man sådan går og er lidt indestængt???
Den taktik virkede ligesom ikke - så jeg gik - meget børnefornærmet (det smitter helt vildt det der L...) ind i stuen.
Til mine hæklerier ... Så måtte far ligesom prøve med en lidt mere diplomatisk linje.
Det sidste, jeg hører derfra er så min mands søde bløde stemme, der trøstende forklarer barnet noget, der åbenbart virker. For han får et kys og et sødt "i love you"  - lidt mere end moren her!
Og nu sidder jeg her, som en strandet hval og skal næsten grine lidt af, hvor dum jeg er - fordi det eneste jeg kunne rumme var et: det-er-altså-snyd-det-der, henvendt mod min mand!
Men så kom jeg også i tanke om noget andet: jeg vinder heller aldrig noget! Som i ALRIG nogensinde. Øv!
JEG er gået i selvsving. Jeg kan mærke, at det er en farlig glidebane. Må moderere mig lidt. Jeg har faktisk prøvet at vinde noget. Men det efterlader ligesom ikke den ønskede feel-GOOD stemning. Istedet bliver jeg harm på ny. Det var nemlig ...
Sidste år efter at have kæmpet mig igennem 10 km kvindeløb i Århus, hvor jeg vandt en spurtpræmie, men glemte at hente gaven, fordi jeg var så forpustet og sukkerkold og da jeg så endelig kom til mig selv og henvendte mig ved den overfriske dame i totalt overdrive kiggede hun skeptisk på mig og overleverede en toilettaske med en hel masse creme, shampoo og piller til skrævet!
Jeg var ved at hyle af skuffelse. Dem før mig vandt lækre løbeure og hende bagved fik løbetøj ...
Snyd? Hmm ... Føler mig faktisk stadig lidt fornærmet!
Flot! Meget voksent! Og lidt barnligt ...
Kan det undskyldes m hormoner - som jo stadig spiller et lille puds i ny og næ (det undskylder min mand mig i alle tilfælde med overfor ungerne, når jeg bare bliver så rørt over alle de medaljer de alle sammen vinder (vandt) under OL. )
Jeg tror, jeg låner den ... Hvis det betyder, at det er lidt nemmere at tilgive mig selv!
I mellemtiden er genboen rykket ud på sin veranda foran sit hus. Han spiller saxofon. Det er jazz og det er lækkert! Jeg er helt vildt heldig at have sådan en genbo ;-)