Der kan drive min mand (mig selv, mine børn ... Dig? til vanvid!) ... synes min mand vist at mene! Og jeg forstår ham godt - egentlig! (i mine mere klare øjeblikke) med 3 dage til terminen for baby, ved jeg godt det ikke bliver nemmere, med hævede fødder og alenlange to dó lister (hvor jeg i andre klare øjeblikke overhovedet ikke begriber, hvad og hvorfor jeg har skrevet det der ned?)
Fatter heller ikke, hvad der blev af mig, for:
JEG er pt en selvudnævnt (men langtfra selvvalgt) fascistisk general - FOR DET HELE ... Det betyder blandt andet:
- at VI jo lige skal have rengjort køleskab, afrimet fryser, afkalket alt hvad afkalkes kan, støvsuget sofaen i udestuen, vasket gulvlister, ordnet have, vasket gulv og støvsuget Hele huset .. I morgen! (hov og jeg glemte endda ovnen).
- at der ikke er tid til det der fis med at hænge og lave ingenting!
- at mine børn pludselig befinder sig i et mareridtsagtigt scenario styret af Pavlowske strategier for straf og belønning.
- og at jeg må indse, at jeg godt snart kunne tænke mig at hende den sure tvære General, snart lader os være i FRED ...
-for vi ku' have det så rart og ikke behøve de her udvekslinger fra hverdag m generalen:
"SKAT! gider du at stoppe med at hamre dine fødder mod væggen?" siger generalen forknyt fra andet rum ...
"ja, mor ... " svarer barn
2 minutter senere
" hmm, nu gør du det igen!" Siger Generalen
"Hov! Undskyld" konstaterer barnet, men bliver ved med t tromme fødder i enerverende rytme mod væg i stuen
Skumle skumle skumle -
2 minutter senere stormer general ind i stuen:
"ej! Nu gider jeg simpelthen ikke sige det mere. Hvis du gør det igen skærer jeg benene af dig"
Forfærdet vender barn sig mod uigenkendelig mor og flytter krop meget langt væk fra væggen.
"neeeej moar, mener du virkelig det???"
Hmm ... Prøvede godt nok at agere overskudsagtig mor og lave lagkage m dem senere i dag, men det var ikke så hyggeligt, som det kunne have været ... (hvor f.... Kom den der trang til at spasse ud over at bananerne ikke blev skåret i skiver, men i tern???)
Ak ... Ikke nok med at jeg har grædt mig igennem de olympiske lege, fejlagtigt troet at jeg var i træning til at deltage i holdsporten "spis for danmark" lidt tidligere i min Graviditet, været på den anden side af træt ... Så synes jeg ligesom lige, at vi godt kunne tage en pause. Sådan en lang en fra mig selv- hvor jeg forvandler mig til noget mildt, smukt og godt. Som mand og børn (næsten) kender igen!
Gerne overnight! Tak ...
Jeg husker også den tid- for tre år siden (min datter havde fødselsdag igår) var jeg også sådan. En dag hvor min mand kom hjem fra arbejde kunne han bare se på mig med det samme at det havde været en "forfærdelig" dag for mig, jeg var grædefærdig af varmen udefra og vinduerne gad jeg ikke hvae åbne for så larmede det så meget som at sidde midt på gaden, ALTING var bare galt. Jeg husker scenen hvor han kommer ind af døren: han stopper op, stille i 5 sekunder hvorefter han bare kigger på mig og siger "vi skal vist køre en tur ud til søen og køle dig og dine fødder ned". Godt med en tålmodig mand. 2 dage efter fødte jeg; på årets varmeste dag:-) Knus Heidi
SvarSletDet er jeg simpelthen så glad for at læse det dér. Det er altid rart at vide, at man ikke er alene og at blive mindet om at det er en tilstand man kommer sig over igen! Heldigvis er jeg så heldig, at have en mand som dig ... der i modsætning til mig (pt) besidder tålmod og rummelighed nok til at være i det og gøre mig lidt mere mild ;-)
Sletuh... håber du kan læsse ungerne af i institutionen ind i mellem :-) måske kan duvisualisere at sygehusopholdet for fødslen bliver "lidt" hotelagtig- nogen kommer med mad og gør rent og ordner vasketøj... (ha ha- man skal sørme være god til visualisering for at få det til at overgå resten!)
SvarSletPøj pøj med dig! Er superglad for at have truffet din blog :-)
uHA ja institutioner og skoler kan ofte være til ungernes eget bedste :-) og visualisering hjælper helt klart! - og tak ... for de søde ord! AAAAH ...det er skønt!
Sletdu er klart opfyldt af zen idag... god shopping!
Slet