Nå, men i år vil jeg være med på hendes eksperiment - A year of ethical fashion. Jeg har altid været glad for genbrugstøj og har grundlæggende meget stærke etiske værdier, når det handler om tøj. OG DOG ... køber jeg alligevel billigt tøj, når jeg køber og det er jeg rigtig træt af, fordi jeg egentlig synes at det at købe ikke-etisk produceret tøj giver mig en rigtig dårlig smag i munden. Det er også ofte dårlig kvalitet og dårlige arbejdsforhold, der kommer med i posen, når man går hjem.
Samtidig har vores families ophold i Spanien i en længere periode, med kun det allermest nødvendige tøj i bagagen, virkelig bevist at jeg ikke behøver mere end ALT det tøj, jeg faktisk har (det opdagede jeg da vi så kom hjem fra Spanien).
SÅ nu hopper jeg med på Pip's rigtig gode ide:
Det betyder at min blog og instagram (brugernavn: haandlavetkarma) i 2014 bliver helliget dette projekt sammen med de andre kreative indslag jeg falder over i året, der kommer. Det er vel nærmest mit nytårsforsæt! Dem plejer jeg ellers ikke at lave, for jeg holder dem alligevel aldrig og så er de altid forbundet med noget "dårligt". Det her nytårsforsæt føles tilgengæld meget meget godt.